Healing Suite handler om alt det, der skaber healing, trivsel og ægte rigdom

Om mig

Regitze Bay Rådgiver

Gennem mere end et årti har jeg arbejdet med, at skabe visuelle fortællinger om produkter, firmaer og mennesker, som stylist og kreativ konsulent. Sideløbende har jeg studeret hvordan universet virker og uddannet mig inden for klassisk shamanisme, healing og clairvoyance. Mine rådgivninger hjælper dig med, at genskabe forbindelsen til dit inderste væsen, for at minde dig om hvem du virkelig er, hvorfor du er her og hvor du er på vej hen. Jeg giver dig konkrete råd, til at skabe de forandringer der skal til for, at du bliver mere dig og lever i klar overensstemmelse med din indre natur, så livsenergien flyder frit, igennem alt hvad du er og gør. Velkommen.

Gennem tiden har jeg, som stylist, haft fornøjelsen af at arbejde for nogle af verdens største firmaer, med markedsføringsbudgetter som de fleste kun kan drømme om. I den sammenhæng har jeg lavet kampagner for alt lige fra livsstilsprodukter som Coca Cola og Stimorol, til IKEA møbler og L´Oreal skønhed.

En del af tiden har jeg brugt i modeverdenen, med al den dejlige glitter der hører til der, og nogle af mine kunder tæller brands som danske Gestuz og ADAX, magasiner som ELLE, Euroman og Bolig Magasinet, samt et par år som både mode og skønhedsredaktør på Jyllands Postens livsstilstillæg VIVA.

Rigtig mange af mine opgaver har handlet om personlig styling af nogle af Danmarks største profiler indenfor kunst og kultur. Jeg har altid følt, at det har været nogle af mine mest givende opgaver, for når jeg står med ”rigtige mennesker” med noget på hjerte, skifter mit job fra at være tøj-stylist, til at være "den der ser".

Her handler det ikke om blot at skabe et visuelt udtryk, men i allerhøjeste grad også om, at se det menneske jeg står overfor helt ind bagved masken. Jeg skal kunne opfange alle signaler (sagte som usagte) og opfylde et andet menneskes ideer og visioner for deres personlige og kunstneriske udtryk. Det kræver absolut tilstedeværelse og ekstra opmærksomhed med alle antenner tændt, og når alt ender med at gå op i en højere enhed, kan det mærkes. Det udtryk der er skabt, er præcis som det skal være og du kan se personen stå fuldstændigt klart i sit kraftfelt. Det er magisk!

I 2012 grundlagde jeg firmaet River and Raven, der var den første danske livsstilsbutik, der forenede design og mode med bæredygtighed. Butikken forhandlede en række af de aller bedste brands, der er funderet i bæredygtig produktion og tager ansvar for mennesker og miljø.

I 2016 modtog River and Raven Danmarks største modepris, ELLE Style Award for arbejdet med at fremme bæredygtig mode og samme år var vi nomineret som Årets Modebutik af AOK.

I 2017 grundlagde jeg desuden smykkevirksomheden River Studio, der producerer Sustainable Fine Jewellery. Smykkerne er produceret i Danmark af recycled guld og bioguld. Der bruges sjældne, naturlige og ubehandlede ædelstene som safirer og rubiner. Perlerne vi bruger er nogle af verdens bedste (og naturligvis fra bæredygtigt opdræt) og der er fokus på etiske udvinding og fair trade forhold fra mine til det færdige smykke. Smykkerne fra River Studio kan købes her på siden.

I dag tilbyder jeg en vifte af rådgivning, workshops og retreats, der udelukkende handler om det gode liv. Hvordan vi nærer vores sjæl og transformerer os selv, så vi står klart og stærkt. Hvordan vi healer os selv og genforbinder os med vores sande væsen, så hvert øjeblik vi er her, er et udtryk for vores sjæls essens.

Du er altid velkommen til at tage kontakt.